Nekrolog


Udgivet: 31 jul 2019

Det er med stor sorg, vi på Goldschmidts Musikakademi har modtaget meddelelsen om, at vores trompetlærer, Bente Errebo Nielsen, er død.

Bente sov ind fredag, den 26. juli 2019.

Bente var et varmt og omsorgsfuldt menneske og havde næsten magiske evner som musikpædagog. Hun formåede at udvikle alle sine elever, både de mindste nybegyndere og de frækkeste teenagere. Hun elskede at grine sammen med ungerne og lege musikken ind. Bente opfandt de sjoveste og mest pudsige øvelser til udvikling af trompetspil, og de virkede. Hun formåede at inspirere os alle, og hun kunne med omsorg og hjertevarme udvikle trompet- og messingelever både på vores skole og over alt i musikverdenen.

Som kollega var Bente en drøm at arbejde sammen med. Hun var altid velforberedt og samvittighedsfuld og samtidig generøs og eftergivende over for vores andres fejl. Bente var på alle måder et særlig menneske.

Det gør ondt, at Bente har forladt denne verden, men hun har fået fred efter en hård tid med sygdom.

Hvis vi lukker vores øjne og lytter nøje efter, kan vi altid høre Bentes syngende trompet, og vi mærker hendes milde latter og omsorg for os alle. Bente fylder os med evig varme og kærlighed.

Tak, kæreste Bente, for alt, hvad du gav os. Du vil altid være i vore hjerter.

Hvil i fred.

Henrik Goldschmidt, den 31. juli 2019