Musikken er en genvej mellem mennesker
På Goldschmidts Musikakademi i Nordvest tilbyder ildsjælen Henrik Goldschmidt og 23 andre professionelle musikere sang – og musikundervisning til børn og unge helt gratis, for de vil sikre sig, at alle børn har mulighed for at være med uanset forældrenes sociale status og kulturelle og religiøse baggrund. Musikken er nemlig med til at samle os og nedbryde fordomme og had. Det har initiativtageren og lederen af Goldschmidts Musikakademi, Henrik Goldschmidt, selv erfaret gang på gang
✏️ Eva Asmussen
📸 Freja Lehrmann og Eva Asmussen
Skønne pastelfarver pryder den lange gang, hvor undervisningslokalerne ligger side om side. Nogle kedelige hvide søjler har fået smukke striber af guld, der matcher de royalt udseende guldstole med rødt velourbetræk, og lamperne er fine, sorte bowlerhatte der hænger fra loftet med el-pærer i. Ud fra lokalerne strømmer trommerytmer og tonerne fra en violin og danner tilsammen en herlig underlægningsmusik.
“Mit ønske var at det skulle være lidt som at træde ind i et eventyr”, fortæller stedets leder Henrik Goldschmidt, der tydeligvis er meget glad for, at Musikakademiet endelig efter syv års eksistens har fået egne lokaler i Nordvest-kvarteret takket være en meget gavmild ejendomsinvestor. Den private musikskole får nemlig ingen offentlig støtte overhovedet og er derfor dybt afhængig af fondsmidler og donationer for at kunne tilbyde gratis sang- og musikundervisning til kvarterets børn og unge, hvilket er en hjertesag for Henrik Goldschmidt, der ved siden af sit arbejde med musikakademiet er ansat som solo-oboist i symfoniorkestret Det Kongelige Kapel.
“Jeg kommer selv fra et musikalsk hjem og har altid oplevet musikken som en meget samlende faktor, og det vil jeg gerne give videre. Som barn var der øjeblikke, hvor jeg tydeligt fornemmede, at musikken havde en helt særlig effekt. Når vi havde besøg af mine onkler fra udlandet, blev de helt henførte og rørte, når vi spillede musik for dem. De havde været i KZ-lejre (koncentrationslejre, red.) og for dem var musik en flugt og dét de overlevede på. Musik kan noget, som ord ikke kan. Den kan løse op for noget indeni og forbinde os som mennesker”, fortæller Henrik Goldschmidt, der som professionel musiker og musikskoleleder hver dag arbejder på at bringe folk tættere sammen via musikken. Foruden den ugentlige undervisning arrangerer de derfor også koncerter, workshops og hytteture for at styrke det faglige og sociale aspekt af musikundervisningen.
🎻 Fred 🎻
Med sin jødiske baggrund er Henrik Goldschmidt blevet født ind i én af verdens længste konflikter, nemlig konflikten mellem Israel og Palæstina, der har skabt et dybtliggende fjendskab og had mellem jøder og arabere verdenen over. Også hér mener han, at musikken kan gøre en forskel. Både alene og med sit orkester Middle East Peace Orchestra har han rejst rundt i Palæstina og spillet musik for og med palæstinensere og oplevet, hvad det gør ved det ellers så anspændte forhold.
“Lad os spille musik sammen, og så ser vi, hvad der sker: Man begynder at hygge sig sammen. Jeg har ikke en naiv tro på, at musik er vejen til fred i Mellemøsten, men i det øjeblik jeg sidder og spiller, så er der fred, men det er jo bare en lille dråbe i det store regnskab, der kan nedbryde hadet. Jeg har jødiske venner, der ikke bryder sig om arabere og omvendt, men det er faktisk lykkedes mig at få nogle palæstinensiske venner gennem musikken”, fortæller han.
På Goldschmidts Musikakademi gør de af samme grund meget ud af at spille koncerter i både kirker og synagoger og til muslimske Eid-fester, også selvom der en sjælden gang imellem er en forælder, der ikke bryder sig om det.
“Lad os tage fat i alt det, vi allesammen kan lide på tværs af nationalitet og religion. Jeg bruger bare det, jeg kan, nemlig at spille musik, til at skabe kommunikation mellem mennesker, men det kunne jo lige så godt være sport eller lignende. Vi har et meget bredt spektrum af børn her på skolen, både de priviligerede og velfungerende og de udsatte og forsømte børn. Vi vil gerne have, at børnene mødes og lærer om hinandens verden. Vi vil gerne skabe en større fællesskabsfølelse, som jeg mener mangler i samfundet generelt. Vi synger og spiller for og med hinanden, muslimer, jøder, kristne. Det spiller ingen rolle. Børnene er fuldstændig ligeglade med hinandens baggrund. Hvis du kan spille eller synge, så er du en helt!”, fastslår Henrik Goldschmidt.
🎹 En tålelig tilværelse 🎹
Goldschmidts Musikakademi har udover hovedafdelingen på Rentemestervej også en afdeling i Greve og i Aalborg og til februar starter Goldschmidt Musikakademi som noget helt nyt også to sammenspilshold op for børnene på Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland, hvor afviste asylfamilier placeres og opholder sig i årevis.
“Børnene trives virkelig dårligt deroppe, og vores opgave er at hjælpe de børn, der har størst behov, og børnene skal ikke ødelægges. Røde Kors har gode og stolte menneskelige værdier i deres asylcentre, men det har Kriminalforsorgen, der leder Sjælsmark, desværre ikke. Det er forfærdeligt, og derfor skal vi til Sjælsmark. Jeg har gennem syv år her på Musikakademiet erfaret, at børn udvikler sig helt utroligt gennem musikken og får rigtig meget ud af musikundervisningen. Som én elev sagde til mig engang: I har gjort hele forskellen mellem en tålelig og en ubærlig tilværelse”, siger Henrik Goldschmidt,” og så er vores mission jo lykkedes”.
🎷 OM HENRIK GOLDSCHMIDT: 🎷
Henrik Goldschmidt er født i 1959
Han bor på Østerbro med sin kone og to voksne sønner, hvoraf den ene af sønnerne, Emil, underviser i klarinet på musikakademiet
Han er uddannet musiker fra Det Fynske Musikkonservatorium og Karajan Akademiet i Berlin
Han har siden 1985 været solo-oboist i Det Kgl. Kapel
I 2003 dannede han fredsorkestret, The Middle East Peace Orchestra, hvor musikere med vidt forskellig baggrund mødes i et kunstnerisk samarbejde på tværs af eksisterende fordomme og modsætninger. Orkestret turnerer over hele verdenen.
I 2011 stiftede han Goldschmidts Musikakademi, der tilbyder gratis sang- og musikundervisning og gratis lån af instrumenter til alle børn og unge med særligt fokus på dem, der af økonomiske eller sociale årsager ikke har adgang til anden musikundervisning