ASIYA – musikakademiet blev min vej fra knust hjerte til helende hjerte
Asiya har palæstinensiske rødder. Hendes forældre er i familie med hinanden. Faderen boede i Tyskland, mens moren er vokset op i Danmark, og da de blev gift, flyttede Asiyas mor til Tyskland.
Asiya er nummer to af syv børn og blev født i Tyskland. Da hun var otte år, blev forældrene skilt, og moren flyttede tilbage til Danmark med de på det tidspunkt fire børn. Familien kom ved hjemkomsten til Danmark til at bo på Nørrebro og flyttede siden til Urbanplanen på Amager. Moren giftede sig igen og fik Asiyas tre yngste søskende med den nye mand, som hun også blev skilt fra.
Asiya beskriver sin barndom som ensom og trist og familielivet som kaotisk med fysisk og psykisk vold. Hun husker aldrig sig selv som glad og beskriver også sin mor som en ensom person, hun ikke kunne dele sine sorger og problemer med.
Asiya stiftede bekendtskab med Goldschmidts Musikakademi i sjette klasse. Hun startede i skolens kor, fik også klavertimer og lærte at spille kornet og trompet. Hun fik veninder.
Det er, ifølge den nu voksne kvinde, akademiet, der dannede grundlaget for de relationer, som var med til at skabe den Asiya, hun er i dag. Det var, her hun mødte omsorg fra de voksne og andre børn. Det var her, hun mødte korlederen Fatma og skolelederen Helene, der kunne rumme den ensomme pige og hjælpe hende til at sætte ord på det indre liv med ensomhed, angst og stress. Det var her, at hun begyndte at hele og fik mod til at åbne sig og acceptere den nødvendige hjælp.
Musikken gav hende struktur og samvær og skærpede hendes evne til at multitaske, men menneskene omkring hende hjalp til at bygge hende op. Takket være skolen lærte hun at strukturere sin hverdag, sit liv. Hun lærte at samarbejde med andre på en forpligtende måde. Hun lærte, som hun siger i dag, ordentlighed og respekt. For sig selv og andre.
I dag bor Asiya på Frederiksberg sammen med andre unge. Hun venter på at kunne flytte i selvstændig bolig i 2021. Hun har fast arbejde som receptionist, og sin fritid arbejder hun stadigvæk med musikken. Skriver sange. Hun beskriver sig selv som „outspoken“ – og ser det som akademiets fortjeneste.
Hun har planer om at fortsætte sin skolegang med HF og drømmer om at uddanne sig til forsker i psykologi og undersøge hjernens og nervesystemets komplicerede funktioner.
Asiyas tre ældste søskende Miriam, Yussuf og Yasin har også gået på akademiet.
THEO – interkulturelt har jeg fået relationer med mennesker, som jeg ellers risikerede at være fordomsfuld over for
Theo startede sit liv som Esther i en jødisk familie. Før Theo kom til verden, havde forældrene mistet en lille søn ved en drukneulykke, og forældrene blev skilt, da Theo var spæd. Indtil Theo var 12, boede han med sine tre ældre søskende hos sin mor og beskriver hjemmet som fattigt, ustabilt, ustruktureret og uden omsorg fra de voksne.
Som 12-årig flyttede han ind hos sin far, men det gik ikke, og Theo kom i pleje hos sin moster og hendes familie. Igennem sin moster stiftede han bekendtskab med Goldschmidts Musikakademi og begyndte som 13-årig i koret og kom siden til at spille trompet.
Livet hos plejefamilien var i første omgang en succes og en hårdt tiltrængt periode med struktur og overskud, og Theo begyndte at passe sin skole, men efter at have været i køns- og identitetskrise det meste af sin opvækst sprang han ud som transkønnet i starten af teenageårene. Det havde og har familien meget svært ved at acceptere, og Theo måtte som 16-årig flytte væk fra sin moster og ind i et bofællesskab med voksne mænd. Han var alene.
Men det lykkedes Theo at få styr på sit liv, og ifølge ham selv har Goldschmidts Musikakademi – lærerne, sammenholdet og støtten – spillet en afgørende rolle for den positive udvikling og dannet grobund for hans voksne liv. Musikskolen gav ham stabilitet, struktur, sociale kontakter, forudsigelighed, omsorg, støtte, ro til hans transkønnede proces og stabilisering af hans kamp for den jødiske identitet. Henrik Goldschmidt blev løbende involveret i Theos private liv og har været hans støtte under den behandling, Theo gennemgår.
- Akademiet hjalp ham med at skabe kontrol i sit liv og har haft bærende betydning for hans evne til at stole på andre mennesker.
- Akademiet skabte en følelse af forpligtelse i samværet med andre og vakte hans nysgerrighed over for verden gennem musikken.
- Akademiet har givet ham indblik i andre kulturer via samvær med andre og musikken og vist ham, at vi har mere til fælles, end han troede.
- Endelig har akademiet givet ham en tættere relation til moren, som også er kunstner.
Theo var blevet smidt ud af 1.G, men startede forfra året efter og tog sin studentereksamen med fine karakterer. Han var til optagelsesprøve på MGK, men kom dog ikke ind. I stedet fik han efter gymnasiet arbejde i en børnehave, fik sin egen lejlighed og er blevet optaget på en kunsthøjskole på Island, før han beslutter sig mht. sin videregående uddannelse.
MILAD
Milad er fra Syrien og havde en lykkelig og harmonisk barndom som den yngste af tre brødre i en musikinteresseret familie. Milads mor var skolelærer, og hans far var landbrugsingeniør. Han var også modstander af præsident Assads regime – og i 2011, da Milad var ti år, og krigen kom, forsvandt hans far. Familien har aldrig fået vished om hans skæbne.
Milads mor flyttede med børnene gentagne gange i forsøget på at holde dem i sikkerhed, men i 2013 måtte de flygte ud af landet til Tyrkiet for at overleve. Flugten tog i alt otte måneder. I Tyrkiet fik de hjælp fra morens familie, der allerede befandt sig i det nye land. De tre brødre skaffede sig jobs; Milad arbejdede hos en skrædder og lærte faget.
Moren ønskede ikke at blive i Tyrkiet og rejste alene ud for at søge andre muligheder for sine børn og sig selv. Milad og en af brødrene blev tilbage i Ankara. Den sidste bror tog alene tilbage til Syrien. Det varede halvandet år, før moren og Milad blev genforenet i lufthavnen i Danmark. Milad var den eneste af brødrene, der på det tidspunkt fik familiesammenføring. Den ene bror blev alene i Tyrkiet, den var i Syrien, og Milad og hans mor frygtede for deres sikkerhed.
Den lille familie fik bolig på Frederiksberg. Milad startede i modtagerklassen. Efter nogen tid kunne han starte i ottende klasse og skaffede sig et fritidsjob i Fakta. Niende klasse var en udfordring både indlæringsmæssigt og socialt. Han dumpede niende klasses afgangseksamen og skiftede skole. Efter seks måneder kunne han bestå danskprøve 2.
Milad startede på Goldschmidts Musikakademi i 2017, hvor han fik klaverundervisning. Milad gik der kun i otte måneder, men er ikke i tvivl om, at skolen og hans tilbagevenden til musikken hjalp ham i den svære tid. Musikken bragte ro i dagligdagen og hjalp ham med at huske hjemlandet. Det vigtigste var dog fællesskabet og den omsorg fra skolens ansatte, han oplevede på skolen. Han sætter pris på at være i nuet, at være til stede, og det har musikken hjulpet ham med.
Milad har det stadig svært efter sine oplevelser med flugt og krig og har bl.a. haft søvnproblemer, siden han var 13, men han går i skole, passer et job, har en lille vennekreds, og han har planer for sin fremtid. Han er i gang med FGO i Valby for at tage niende klasses eksamen igen, og siden er det hans drøm at blive politimand i Danmark og arbejde for fred og retfærdighed.
RIMA og FATME – på akademiet har vi mødt den store verden i en lille verden
Rima er vokset op hovedsageligt hos sin mor Fatme sammen med sine to ældre søskende. Hun er autist og har gået på Kildevældsskolen, hvor hun i en årrække fra tredje klasse oplevede mobning, vold og afpresning, hvilket kulminerede med en politianmeldelse og bortvisning af en af de andre elever.
Da Rima var 11 år, kom hun ind i koret på Goldschmidts Musikakademi og fik også klaverundervisning; hun fik mulighed for at låne et klaver, der stadigvæk står i hendes hjem. Mødet med akademiet fik stor betydning for både Rima og hendes mor, og de lyser begge op, da talen falder på deres relationer med andre på skolen.
Fatme, som er førtidspensionist, har været med som frivillig i mange sammenhænge og fortæller om den nye ”familie”, hun har fået iblandt skolens ansatte. ”Jeg føler, det er min familie. Vi er en stor familie med rummelighed, hjælpsomhed og respekt for hinanden på trods af kulturen og ved hjælp af musikken og skolens rollemodeller“. Hun hjælper stadig, hvor hun kan, og nyder at være med, når skolen rykker ud på lejrskoleophold. Hun er nærmest entusiastisk, når hun beskriver skolens bidrag til Rimas trivsel og udvikling.
Rima har udviklet sig rivende i de år, hun har været på musikskolen, og beskriver selv, at akademiet har betydet venskaber og nye metoder til at ”blive involveret i musikken på et mere professionelt niveau”.
Som en del af koret har Rima optrådt til mange koncerter, og hun nævner især rejser og koncerterne, hvor koret optrådte med sange på forskellige sprog. Dansk, engelsk, arabisk, somalisk, rumænsk, romani, tyrkisk, hebraisk…… Det har haft betydning at omgås andre, at være sammen med andre uanset deres etnicitet og religion. At udvide vennekredsen, at acceptere folks forskelligheder, at blive mere social og åben over for andre.
Og så er der uforbeholden begejstring for lejrskolen fra både mor og datter. Fællesskab og gensidig omsorg, åbenhed for hinandens forskelle og behov. Integration på tværs af kultur og køn. Rima fortæller om at få drengevenner, hvilket var noget nyt for hende.
Rima er nu 17 år og i gang med sin videre uddannelse på en specialskole, hvor hun har fag som medie og film. Hvor hun møder nye opgaver med den selvtillid, som både musikskolen og familien har været med til at opbygge og værne om.
Både Rima (yderst t.v.) og Karoline (yderst t.h.) var med i DR’s En sang fra hjertet
OKSANA – jeg er så glad for Goldschmidt, for det var det sted, hvor mine børn følte sig som ligeværdige mennesker
Oksana er mor til Karoline og Isaac, som begge har gået på GMA i en årrække. De kommer fra en såkaldt ressourcestærk familie, men alligevel har akademiet haft afgørende betydning for deres udvikling og trivsel. ”Jeg er så glad for Goldschmidt, for det var det sted, hvor mine børn følte sig som mennesker. Ligeværdige mennesker. Det betydet alt. Den oplevelse af accept og selvværd fik de ikke andre steder, selv om vi er satte alt ind på at hjælpe dem.”
Isaac begyndte at spille cello på GMA i 2013, hvor han kun var fem år gammel. Han havde set og hørt celloen i børne-tv og ønskede sig mere end noget andet at komme til at spille på sådan en, så han blev forsøgsvis taget ind på grund af sin stålsatte beslutsomhed, skønt aldersgrænsen på akademiet er syv år.
Isaac havde svært ved at koncentrere sig og fokusere, men musikken gav ham ro. Han kunne sidde længe og lytte til cellostykker på YouTube om og om igen.
I skolen har Isaac haft det meget svært. Isaac har Aspergers syndrom og er højt begavet, og han har sprunget klassetrin over og har skiftet skole fire gange. I 5. klasse kom det foreløbigt sidste skoleskift, og da var Isaac så nedbrudt og havde så lavt selvværd, at han var selvmordstruet og kom i et udrednings- og behandlingsforløb.
GMA var hans fristed gennem det hele. Akademiet var, med hans egne ord, det eneste sted, hvor han havde fred. Det var det sted, hvor han oplevede succes, og hvor han blev set på med positive øjne. Hans første lærer støttede ham i hans kærlighed til instrumentet, den anden formede ham som musiker og pressede ham kærligt til at udvikle sig.
Socialt faldt han også godt ind blandt de andre elever. De havde en fælles interesse i musikken og kunne tale sammen på tværs af alder og instrumenter i orkesterregi. På GMA kunne Isaac være sig selv. Samtidig kunne og kan han finde trøst i at spille, når alt var sort. Musikken er en anden verden, han kan søge tilflugt i.
I dag er Isaac 13 år og går i 7. klasse. Foruden celloundervisningen spiller han i tre af skolens orkestre: Klassisk, klezmer og mellemøstlig musik. Han trives i skolen, men vil gerne skifte skole efter sommerferien for at komme på en særlig, femårig IT-linje gennem de sidste to år af folkeskolen og efterfølgende gymnasiet.
Karoline har også Aspergers syndrom, hvilket blev udredt, da hun gik i 8. klasse og kollapsede pga. eksamensangst. Hun startede i koret på Goldschmidts Musikakademi i 2013, da hun var 13, og blev hurtigt meget glad for det. Senere fik hun også guitarundervisning.
Karoline var meget alene i skolen. Hun var interesseret i Japan, i mangategneserier og i at tegne; interesser, som hun ikke delte med nogle af sine klassekammerater. Hun følte sig anderledes og isoleret.
På GMA fandt hun venner i koret. Koret var sat sammen af så mange så forskellige børn med alskens udfordringer, at Karoline ikke følte sig anderledes. ”Koret var sådan en samling blandede bolcher, at Karoline ikke stak ud. De var alle sammen anderledes,” som Oksana formulerer det.
Den forsagte, generte pige kom ud af sin skal og udviklede både venskaber, selvværd og selvtillid. Hun blev solist til koncerter og var sammen med en gruppe andre elever med i tv-programmet En sang fra hjertet, før hun forlod akademiet efter 1.G for at virkeliggøre en mangeårig drøm om at tage på udvekslingsophold i Japan, arrangeret af Rotary.
I dag er Karoline 19 år, flyttet hjemmefra og læser HF.
ANNE CHRISTINE og MIA
Anne Christine er født med Aspergers syndrom, har epilepsi og blev i sit første leveår opereret to gange for en cyste i hjernen. På trods af den barske start på livet begyndte Anne Christine at tale, før hun blev et år; hun er kognitivt avanceret, men er samtidig qua sin Asperger følelsesmæssigt og sensorisk sårbar, hvilket helt fra vuggestuealderen har gjort det svært og utrygt for hende at være sammen med andre børn på grund af larm og uforudsigeligheden i deres adfærd. Anne Christine foretrak altid at være sammen med de voksne.
Forældrene er blevet skilt i løbet af Anne Christines opvækst, og de sidste to år har Anne Christine efter sit eget ønske ikke haft kontakt med sin far.
Anne Christine skiftede skole fire gange i løbet af sine folkeskoleår. I 0.-4. klasse gik hun i specialklasse, hvorfra hun flyttede til en Steinerskole. Der trivedes hun, og det var der, hun fik musikken ind i sit liv og begyndte at spille violin og fløjte. Efter et år kom Anne Christine tilbage i folkeskolen. På det tidspunkt så Mia en annonce for Goldschmidts Musikakademi, hvor Anne Christine startede som violinelev hos Karen Humle med både individuelle violintimer og deltagelse i skolens orkester.
Karen blev en vigtig person i Anne Christines liv. Ikke kun fordi hun underviste i musik, men fordi hun fra starten gav den for Anne Christine og Mia afgørende omsorg og støtte. Hun forstod musikkens betydning for sin elev og skabte en platform af forståelse og tryghed. I perioder fik Anne Christine undervisning privat hos Karen, når hun havde det for dårligt til at møde på skolen, lige som længden af undervisningstiden blev tilpasset Anne Christines behov. Karen var opmærksom på betydningen af gensidige relationer og tilknytning til andre lærere for Anne Christine.
Musikken har spillet en vigtig rolle i Anne Christines udvikling. Hendes behov for kontrol og forudsigelighed blev imødekommet via musikken og den menneskelige omsorg, og hun har brugt den del af sin GMA-erfaring uden for musikskolen.
Anne Christine siger selv om akademiet:
”Skolen (GMA) repræsenterer stabil lærdom, målrettet indlæring og stræben mod at stå på egne ben. At påtage sig ansvar for det, man lærer. Skolen repræsenterer et samfund. Et lille samfund, som det er godt at være en del af. Skolen medvirker til, at ens fordomme bliver brudt. Fordomme om andre mennesker, deres baggrund og adfærd. Når vi spiller musik, er vi et fællesskab.”
Mia har også haft glæde af tilknytningen til GMA:
”Skolen har givet mig en oplevelse af sammenhold. Ikke mindst med andre forældre. Under koncerter, prøver, ventetiden. Vi kunne udtrykke, hvor stolte vi var af vore egne, men også af andre forældres børn. Vi roste hinandens børn, vi var stolte af deres succes. Jeg blev også fordomsfri og har lært, at det ikke betød noget, om vi var kristne, muslimer eller jøder. Vi var sammen om at værne om alle de børn, der spillede i GMA’s orkester.”
Anne Christine er i dag 18 år, færdig med 9. klasse og er tilknyttet almindelig HF, hvor hun tager 10. klasse. Hun har fået venner på HF, en del af dem noget ældre end hun selv. Anne Christine har lært at sætte grænser. Hun stoppede på GMA i august 2020, men har stadig regelmæssig kontakt med Karen. Hun har også stadig en lånt violin fra akademiet, for musikken og det at spille er fortsat en vigtig del af hendes liv og trivsel, selv om hun ikke længere går på akademiet.